Tid til tosomhed ved Millstätter See

Sangen Every breath you take lyder fra højttalerne i taxien, som kører os op til Schwaigerhütte. Kan en romantisk udflugt egentlig begynde på en mere klichéagtig måde, spørger jeg mig selv? Vi morer os over dette lille tilfælde, og stiger ud ved hytten, hvor vi får overrakt vores picnic-rygsæk. Gæstgiveren, som er lidt oppe i årene, tilbyder at ledsage mig på turen. Han siger det med et glimt i øjet. Det er egentlig ikke nogen dårlig idé; jeg er nemlig en lille smule sur på min kæreste, som ikke synes, det er en god idé at tage en stor rygsæk med mad med på vores vandring. Han er typen, der foretrækker at tage afsted på må og få. Altså er det mig, der tager rygsækken på for at afslutte diskussionen. Det betyder, at sangteksten "Every breath you take" får en helt ny betydning under den efterfølgende opstigning …

Vi tilbagelægger den første del af strækningen i tavshed, men da vi ser landskabet med blomsterengene og den vidunderlige udsigt over Millstätter See og Nockberge, kommer vi straks i bedre humør. Skyerne trækker sig sammen over os, og vi skynder os at forberede vores picnic. Med munden fuld af velsmagende røget flæsk, frisk smørepålæg og brød ler vi over vores lille strid fra tidligere. Vejen til kærlighed går åbenbart virkelig gennem maven.

Vi fortsætter turen, hånd i hånd. Vi holder en lille pause på en klippe på "Kærlighedens vej - Sentiero dell’Amore", inden vi begiver os videre til "Granattor". På vejen tænker jeg på kærlighedens natur. Især et spørgsmål beskæftiger mig: "Hvad er det, som giver os vores forhold kraft?" Jeg tror, det er summen af de små øjeblikke, som forener os og styrker vores sammenhold. Øjeblikkene med fælles oplevelser, diskussioner og forsoninger. Øjeblikkene, hvor vi ler sammen, og hvor vi ved, at oplevelserne vil blive til historier, som vi kan fortælle til hinanden på et senere tidspunkt og mindes tilbage.

Ved ankomsten til "Granattor" er skydækket helt tæt på himlen over os. Vi skynder os ned til Lammersdorfer Hütte. På vejen glimrer stenene, de store forekomster af granat i området kan ses overalt. Nede ved hytten nyder vi de allersidste solstråler, som efterfølges af kølige regndråber på vores hud. Vi tager taxien tilbage til vores egen bil og glæder os over en lille pause i vores bivuak, som troner højt oppe over Campingplatz Pesenthein.

Bivuakken "Freiheit-Libertà" er lys og venlig og fylder næsen med en uimodståelig duft af cembrafyr. Indretningen er enkel og flot. Fra sengen har vi en vidunderlig udsigt til søen, hvor uvejret raser i øjeblikket. Lynene siksakker på himlen, og vi kan høre tordenvejret gennem de tynde vægge. Regnen trommer på taget. Min kærestes bryst hæver og sænker sig roligt – han er faldet i søvn.

Bivuakken er vores lille tilflugtssted, og jeg bliver bevidst om, at man har en følelse af at være ankommet i dét øjeblik, hvor man ikke længere har nogen pligter, der skal opfyldes; hvor man kan leve fuldt ud i øjeblikket og bare nyde den andens nærhed. Mens min kæreste sover som et lille barn, betragter jeg søen, hvor vinden og regnen skiftes til at tegne nye mønstre på overfladen.

Uvejret er forbi, regnen er hørt op, og pludselig er der helt stille. Stilheden er en lyd, skrev forfatteren Juli Zeh. Men måske er den også en fornemmelse, for her på stedet kan man mærke, hvordan man omsluttes af stilheden. Vi bryder stilheden ved at bade i svømmebassinet i Kärnten Badehaus Millstätter See og pjatte med hinanden. Den stilfulde sauna får kroppen til at slappe af. Den dufter også behageligt af cembrafyr.

Senere spiser vi "Käsnudel" – Kärntens populære pastalommer – og deler en grillplatte. Himlen skænker os desværre ikke en superromantisk solnedgang, og stjernerne vælger at gemme sig bag et tykt skytæppe. I vores dejlige bivuak er det dog lige meget. Vi er bare lykkelige for at være her, sammen.

Da vi vågner om morgenen, er bivuakken fyldt med et dejligt lys. Dagens program omfatter en tur i robåd i søens bugter. Båden glider næsten lydløst gennem det mørkegrønne vand. Morgenluften er behagelig frisk. Min kæreste ror båden, eftersom det var mig, der slæbte vores mad op på bjerget i går. Stilheden brydes kun af lyden fra årerne og fortællingerne om Millstätter See, som vores guide, David, har på lager. På den grønne bred bor der kormoraner; vi får øje på to af dem langt oppe i himlens blå. Vi kan mærke, at vi er blevet sultne, og ror tilbage over søen.

I bivuakken venter en stor morgenmadskurv på os. Jeg indånder duften af friskbrygget kaffe, mens jeg dækker bordet. I nærheden har et ældre ægtepar parkeret deres campingvogn, som skal væres deres hjem i de næste par uger. Man kan se, at det ikke er deres første tur sammen. Han bekymrer sig om de udendørs ting, mens hun håndterer med køkkengrejet inde i campingvognen. "Vi er rutineret team" råber han til os med et blink med øjet.